GL229B er det mest lyssvage objekt, man foreløbig har observeret omkring en stjerne, og samtidig er det den første opdagelse af en brun dværg. Den omkredser den røde dværgstjerne Gliese 229, som befinder sig cirka 18 lysår herfra i stjernebilledet Lepus. Den brune dværgs masse svarer omtrent til 20-50 gange Jupiters. Tætheden er imidlertid så stor, at diameteren kan svare til Jupiters størrelse.
Brune dværge tilhører en mystisk gruppe af længe søgte objekter, som bliver dannet på samme måde som stjerner, nemlig ved at en sky, bestående af brint, fortættes. Men de samler ikke masse nok til at opretholde de kernereaktioner i deres indre, som ellers får stjerner i stil med vores egen Sol til at lyse.
Den brune dværg (centrum) blev første gang observeret i rødt lys den 27. oktober 1994 med 60-tommer teleskopet på Palomar Mountain i Californien. Derefter gik der næsten et år, før yderligere observationer og beregninger kunne bekræfte, at objektet rent faktisk omkredsede ledsagestjernen. GL229B er i kredsløb mindst 5,5 milliarder km fra Gliese 229, hvilket omtrent svarer til afstanden mellem vores Sol og planeten Pluto.
Dette billede af GL229B (centrum) blev taget med Rumteleskopet den 17. november 1995. Observationerne vil blive anvendt til at foretage nøjagtige afstandsberegninger og bidrage med data om dens omløbstid, som kan give et fingerpeg om dværgens oprindelse. Selv om stjernen Gliese 229 befinder sig uden for billedets felt, er lyset derfra så kraftigt, at det kan ses på optagelsen. Den diagonale linie er en fejl fra teleskopets optiske system.
/HG